Midnight Hour turen

11. februar 2014
admin

Sange i midnatstimen – Midnight Hour turen.

I foråret 2013 spillede vi altså “One Night of Sin” koncerten sang for sang på vores turné, og i år er det “Midnight Hour” der sætter sætlisten.

Det er som skrevet en bunden opgave; spil sangene i rækkefølge og skab en oplevelse for publikum, der giver blod på tanden og lyst til at se og høre mere.

Man skulle umiddelbart tro at det at skulle spille de samme sange aften efter aften kunne blive en kedelig og rutinepræget oplevelse. Men da vi spillede “One Night of Sin” fandt vi ud af at det faktisk giver en kæmpe frihed.
Den tid og energi, vi plejer at bruge på at lægge “den perfekte sætliste til i aften” bliver afløst af koncentration og fokus på detaljen – kan vi ramme stemningen endnu mere præcist i aften? Kan vi få endnu mere dynamik ind i samspillet, så lys og skygge virkelig tegner sig tydeligt og supplerer hinanden? Kan vi både skære det ud i pap og ind til benet på en måde, der tænder os selv? For hvordan skal vi kunne tænde andre, hvis ikke vi selv er tændte?

Det er både en udfordring og en gave at spille samme sæt hver aften, og vi er nødt til at låne lidt erfaring fra både den klassiske musik og teaterverdenen: Her er det netop en af de vigtige discipliner at kunne give satserne eller replikkerne liv og nerve aften efter aften.

Hvor mange gange har La Boheme ikke spillet for fulde sale? Og hvor mange gange har publikum ikke siddet næsten uden at turde trække vejret, mens en skuespiller krammede et kranie og sagde “at være, eller ikke at være…”? Hvorfor? Fordi god musik – hvad enten den er klassisk eller fra nyere tid – og gode teaterstykker handler om de ting, der virkeligt betyder noget for os mennesker; livet, døden, kærligheden, venskabet, lykken og ulykken. Det er altid interessant og vedkommende.

Og det er vigtigt at vælge sange, man ved at man vil kunne spille på en meningsfuld måde igen og igen. For at spille en sang mange gange er som at kysse sin elskede; hvis man har valgt den rigtige bliver det aldrig kedeligt…