BIG FAT SNAKE I DR KONCERTHUSET – RELEASEPARTY FOR NYT ALBUM

2. marts 2014
BFS

Når Big Fat Snake den 18. april 2014 spiller sin “dobbeltkoncert” i DRs Koncertsal, bliver det første gang nogensinde, at publikum stifter bekendtskab med alle sangene fra det kommende album “idiOcrazy”.

Det sker på den ene halvdel af koncerten. Her spilles (uropføres) nemlig samtlige sange fra det nye album. Samtidig bliver de heldige som har nået at skaffe sig billetter til denne begivenhed, de første som kan købe det nye album.

Den officielle udgivelsesdato er nemlig først den 22. april, men Big Fat Snake har besluttet at DR koncerten også skal være eet stort releaseparty for det nye album. Det betyder at det eksklusive publikum får mulighed for at købe albummet allerede ved koncerten.

Samtlige albums vil være signerede af hele bandet og endda med dato på. På den måde vil albummet altid erindre om en på alle måder mindeværdig koncert.